Du vil føle dig hjemme på 1 Open Space, hvis
- Du har en vag fornemmelse, eller måske en mere direkte oplevelse af, at der bag dine følelser og tanker er et stille sted i dig selv, som hverken er følelserne eller tankerne – men som er dig.
- Du er interesseret i at udforske dette stille sted, både for at lære dig selv bedre at kende, men også for at få adgang til en kilde af indre “viden”, der kan give dig direkte brugbare inputs til de konkrete udfordringer, du står overfor I livet.
- Du anser intuition og ‘mavefornemmelse’ for nogle af dine vigtigste redskaber i livet, og ønsker at blive bedre til at bruge disse redskaber.
- Din intuition har fortalt dig, at du har et potentiale til at gøre en forskel i verden, måske mere end du allerede gør - du ved bare ikke helt hvordan …. endnu.
- Du er åben overfor at lade alle udtryk for liv (der ikke går ud over andre mennesker) såsom fodbold, god mad, lange nætter i venners selskab, kunst, børn, sex, kedsomhed, rock'n'roll, grineflips, ensomhed, desperation, beruselse, konflikter; du vælger selv helt suverænt – være absolut acceptable ingredienser i den kaotiske gryde af menneskelige udtryk, der ikke på nogen måde behøver at begrænse sig til noget bestemt eller ‘rigtigt’ for den, der begynder at leve et bevidst liv.
1 Open Space er med andre ord ikke et traditionelt spirituelt site, som lover dig personlig oplysning eller nogen opskrift på, hvordan du tackler den udfordring det er at være menneske i den fysiske dimension.
Vi tilbyder til gengæld adgang til The New Visionaries, der fra forskellige synsvinkler arbejder med begrebet bevidsthed. Udlagt på en måde, så du selv, når og hvor det passer dig, i form af øvelser og refleksioner kan arbejde med at få det abstrakte plan til at tale direkte ind i din hverdags virkelighed.
Måske har du i årevis været spirituelt, psykologisk eller terapeutisk søgende med en følelse af kun at opnå relative forbedringer, som ikke har gjort en fundamental forskel.
Måske er du i dit arbejde interesseret i at udvikle dine menneskelige kompetencer uden at have fundet tilfredsstillende veje i de mere traditionelle resultatorienterede udviklingskoncepter.
På 1 Open Space kan du - så direkte og autentisk som cyberspace tillader det - møde en lang række professionelle, som skriver bøger, holder foredrag, laver workshops eller forsker indenfor det nye paradigme.